– Ja, vel kan du så!
Det kan ende med at blive en kæmpe gevinst for din virksomhed!
– og for mennesket med særlige behov!
Der ligger uendeligt meget identitet i det at have et arbejde.
– meget mere end man måske skulle tro!
Forestil dig følgende scenarie…
Du er til bryllup. To mennesker fra to forskellige familier skal forenes i et ægteskab. To familier skal bringes sammen og fejre de nygiftes valg af hinanden i kærlighedens tegn. Nogle hører til hos den ene part af ægteskabet. Andre hører til hos den anden part. Men nu skal vi alle bringes sammen og spise, feste og hygge os og lære hinanden at kende på begge sider.
Du står og tripper lidt og spejder efter nogle du kender. Småsludrer hist og pist. Giver hånd og nikker til kendte og ukendte. Inden du ser sig om, er du pludseligt bænket ved det veldækkede bord. Du har din bedre halvdel på den ene side, og en totalt ukendt person på den anden side. På et tidspunkt sker der det, at den ukendte vender sig imødekommende imod dig og siger, ”hvem er du så”?
Og så sker der det, som der sker i langt de fleste tilfælde. Mennesker begynder at fortælle om, hvad de arbejder med. ”Jeg er folkeskolelærer”. ”Jeg arbejder i psykiatrien”. ”Jeg er anæstesisygeplejerske i Horsens”. ”Jeg er murer”. Det kan være hvad som helst, der beskriver, hvad man arbejder med. Først bagefter krydrer man det med, hvem man er gift med, hvor man bor, børn osv.
Hvem er du som menneske?
Og hvilke værdier har du?
Du ville med garanti blive overrasket. Dårligt tilpas måske. Hvis nu din sidekammerat korrigerede dig og sagde, at han ikke spurgte, hvad du arbejdede med. Han ville vide, hvem du var? ”Hvem er du som menneske”? Langt de fleste ville blive forskrækkede og febrilsk søge efter et svar på det spørgsmål. For sandheden er, at det er meget svært at svare på. Vi er nemlig ikke er vant til at have fokus på, hvem vi er som mennesker. Hvad man står for, og hvilke værdier man har. Man er vant til, at man er sin profession. Man er vant til, at din stilling eller din jobmæssige titel definerer, hvem du er som menneske. Du er dit arbejde. Og sat lidt på spidsen; hvis du er på overførselsindkomst og ikke har et arbejde, så er du ingenting. Du er uden værdi.
Hvem er du så?
Mit personlige svar til sådan en forespørgsel kunne i stedet være, ”jeg er et omsorgsfuldt og venligt menneske. Jeg stræber efter at være en kærlig og rummelig mor og en god og anerkendende kæreste. Jeg elsker musik, og det gør mig lykkelig og fyldt med kreativitet at have meget musik i mit liv. Desuden interesserer jeg mig for dyrevelfærd. Det gør mig trist og bange, at der ikke bruges flere ressourcer på at give dyr et tåleligt liv. Et liv uden mishandling og udnyttelse. Jeg kan nogle gange have en lidt for voldsom retfærdighedssans og et iltert temperament. Det kan godt spænde lidt ben for mig. Det er dog noget, jeg har stor opmærksomhed på og ønsker at arbejde med. Jeg ønsker det skal blive en ressource og ikke en begrænsning. Og hvad med dig? Hvem er du så”?
Jeg er sikker på, at jeg med sådan et svar har givet min sidemand øjne så store som tekopper. Måske også begyndende svedskjolder under armene. Men faktum er, at alt det ovenstående kan du være samtidigt med, at du er på overførselsindkomst. Det beskriver nemlig dine værdier som menneske.
At miste sit arbejde
– er som at miste sin identitet
Efter jeg blev sygemeldt og ikke kunne arbejde, har jeg haft det skrækkeligt, hvis jeg skulle igennem sådan en samtale. Jeg har sågar fanget mig selv i at fortælle, at jeg er folkeskolelærer, men ikke arbejder indenfor mit fag. Jeg er ”sådan lidt i tvivl om, hvilken retning jeg skal bevæge mig i”. Og så har jeg med lynhurtig snilde stillet spørgsmålet den anden vej. Og vupti har jeg fik fjernet fokus fra mig selv. Det er som om, at man er smertefuldt klar over, at man ikke ’er noget’, hvis man er sygemeldt. Og da slet ikke hvis man er under udredning for et handicap. Er du ovenikøbet på kontanthjælp, er den helt gal. Også selvom du er endt der på grund af sygdom.
Er du en doven samfundsnasser?
Der er mange fordomme omkring mennesker der ikke bidrager på arbejdsmarkedet. Der er en slags offentlig revselsesret, hvis man ikke lever op til normen. Man er en luddoven samfundsnasser i manges øjne. Man er kun ude på at snyde og bedrage sig til flere offentlige midler. Der bliver ikke lagt fingre imellem i medierne og især ikke blandt mennesker på de sociale medier. Hvis du vælger at stå frem og stå ved din situation, så er du modig! Din numse nemlig nu tilbudt til fri offentlig afklapsning.
Mødet med “systemet”
Det er ikke bedre, hvis man befinder sig i ’systemet’. For så bliver man nu opfattet som én, der som udgangspunkt ønsker at springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg har selv været tilknyttet jobcentret i en længere periode. Jeg fik et chok over, hvor stift og hjerteløst man bliver modtaget. ”Hvis ikke du møder op og gør, hvad vi siger, så tager vi dine penge”. Det er naturligvis her, for overskuelighedens skyld, kogt ned til kun denne sætning. Det var dog, uden omsvøb, det budskab jeg oplevede til mit allerførste fælles møde på jobcentret. Det var trist og skræmmende på samme tid, men man finder sig bare i det. Hvad kan man ellers gøre? Fordi man godt er klar over, at man er et godt stykke nede i hierarkiet. Du kan absolut intet stille op alligevel.
Jeg har også mødt mange søde og forstående mennesker ansat på jobcentret. Bevares. Det har jeg virkelig. Nogle mennesker som ville mig det allerbedste, men jo heller ikke havde andre midler, end dem de er underlagt ovenfra. Men det korte af det lange er, at man meget hurtigt mærker, at man har mistet sin værdi som menneske. Det er fuldstændigt underordnet, om du er endt i “systemet” på grund af sygdom eller påstået dovenskab. Du bliver ikke mødt med tillid men med bureaukrati og trusler, hvis du ikke makker ret.
Så man bukker nakken og tier.
Menneskelige værdier er dårlig forretning
Hvordan er det mon blevet sådan?
Hvordan er det gået hen og er blevet sådan? At det er det, du gør, og det du præsterer, der giver dig værdi som menneske? Hvorfor er det ikke det, du er; det du står for? Dine menneskelige værdier?
Fordi der ikke er penge i menneskelige værdier!
Jeg var engang til et foredrag til en autismekonference. Her hørte jeg en tilhører stille filosof og erhvervsmand Morten Albæk dette undrende spørgsmål. ”Hvorfor skulle en fodboldtræner dog ansætte 11 målmænd til at besætte alle positioner på banen? Bare for at være flink? Hvorfor ikke bare bruge de bedste på hver sin plads på banen? Det ville jo give størst chance for succes og dermed højne muligheden for sejr”? Og til det svarede Morten Albæk:
”fordi den træner anskuer succes på den traditionelle kapitalistiske måde, hvor succes og profit måles i præstationer, tid og penge. Hvis han ansatte de 11 målmænd, fordi han ville gøre en forskel. Fordi han ville give de mennesker en chance og være grunden til, at de følte sig forstået og rummet. Ansætte dem så de kunne føle, at de var lige så meget værd som andre mennesker; se det er da profit på det menneskelige plan, så det basker”.
Og han sagde videre…
”Jeg kunne ønske, at der var mere fokus på, at de penge du tjener som leder. At de i stedet kunne blive værdisat ud fra den måde, hvorpå du har tjent dem. Måske du ikke ville få den bedste karriere, sådan traditionelt set. Men på den menneskelige bundlinje ville du skovle ind på kontoen”.
Vi vil have medfølelse i arbejdslivet
Jeg var lige ved at begynde at hyle. Jeg har aldrig nogensinde tænkt, at man som leder kunne have fokus på andet end økonomiske bundlinjer. Men hvis man kun gør det, så er der rigtigt mange mennesker, der aldrig kommer til at føle sig værdifulde. De vil aldrig føle, at de kan leve op til det pres. De ville skulle levere og præstere langt ud over evne for at opnå værdi. Flere og flere sårbare mennesker bukker under. Herunder rigtigt mange autistiske mennesker, fordi man på ingen måde kan leve op til de standarder. Hvis ikke vi skal tabes på jorden og føle os uden værdi, så skal der et grundlæggende skift til.
Faktisk ikke kun i forhold til sårbare mennesker. Mennesker generelt kan have brug for større omsorg og medfølelse i deres arbejdsliv. Mange flere end kun autistiske mennesker oplever stress og føler, at deres arbejde ikke giver mening.
Spilder du dit liv?
Handler dit liv kun om at gøre andre glade?
En australsk sygeplejerske Bronnie Ware lavede igennem en lang årrække en undersøgelse, hvor hun observerede og registrerede døendes sidste ytringer. Ud fra de observeringer lavede hun en top fem liste. De sagde sådan her, i de øjeblikke hvor de godt vidste, at det næste åndedrag kunne blive det sidste:
- Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve et liv, hvor jeg var tro mod mig selv. Ikke det liv, andre forventede af mig.
- Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt.
- Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
- Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakten til mine venner.
- Jeg ville ønske, jeg havde tilladt mig selv at være lykkelig.
Ikke ét eneste sted står der, at nogen ville have ønsket, at de kunne have ydet mere på deres arbejdsplads. Eller have gjort deres chef mere tilfreds. Eller havde tjent flere penge. Eller havde taget større ansvar på jobbet. Eller at de kunne have ønsket at have passet bedre ind og havde haft større jobmæssig succes. Ingen ledere ligger der til sidst og fortryder, at de ikke har haft flere materielle goder. Ikke ét sted står der, at ”jeg ville ønske, at jeg havde opnået mere magt og mere prestige”. Eller “jeg skulle have presset mine medarbejdere endnu mere, så jeg kunne få endnu mere”.
Vær tro mod dine værdier
Kærligheden er væk i arbejdslivet! Medmenneskeligheden har tabt. Og fordi det er sket, så er der flere og flere mennesker, der ikke er glade og lykkelige. Folk går ned med stress, fordi de i bund og grund ikke er tilfredse som mennesker. Deres værdier bliver trådt på igen og igen. De møder måske dagligt op på deres job og føler sig ikke set og hørt som menneske. De bliver måske hele tiden skal presset til at yde mere og mere. Overskrider deres egne værdier, så de ender med at brænde ud. Eller i bedste fald lever et liv på overfladen. Til slut ender de måske med at blive ét af de mennesker, som ligger på dødslejet og fortryder. Det er godt nok trist.
Der findes ikke det perfekte liv
Der findes kun det meningsfulde liv
Vi har alle sammen et ansvar for at få det bedste ud af det liv, vi har fået tildelt. Hvis vi nu antager, at vi kun har det ene liv, selvom nogle tror noget andet. Er det så ikke brandærgerligt at spilde det på lige gyldige ting? I den forbindelse kan nogen måske tænke, at de skal finde svaret på, hvad der er det perfekte liv. Men jeg vil vove at påstå, at der ikke findes perfekte liv. Så det nytter ikke at søge efter det, for så bliver du kun skuffet. Det du bør stræbe efter, er et meningsfuldt liv.
Alt det der er mig
Når jeg står foran spejlet om aftenen og børster mine tænder, så ser jeg kun ét menneske. Jeg ser kun én Betina. Ikke kun moren Betina. Ikke kun kæresten Betina. Ikke kun arbejdstageren Betina. Ikke kun musik- og dyreelskeren Betina. Ikke kun autisten Betina. Jeg ser ét helt menneske, som er summen af det hele. Hele mit liv og hele min tilværelse. Det hele skal give mit liv mening. Ikke kun på arbejdet. Udfordringen er, at få øje på, hvem du er, og hvad du står for. For så du er i stand til at kunne træffe de valg, der giver dit liv mening. Du vil dermed, helt automatisk, få en større tilfredshed med dit liv.
Meningsfuldt liv
Det er jo voldsomt svært at give sig selv lov til at gå på dén opdagelse. Det er dog det, der skal til. Det kræver en indsigt i sig selv, og det må være det absolut første, der skal til. Det gør dig nemlig i stand til at træffe de valg i livet som skaber et meningsfuldt liv for dig. Hvordan skulle du ellers kunne vælge uddannelse, job, kæreste eller hvorvidt du skal have børn eller ej? Hvis du ikke kender til dine ressourcer. Dine interesser. Dine spidskompetencer. Dine begrænsninger. Dine mindre heldige sider. Så vil du blive ved med at vælge forkert og blive mere og mere ulykkelig?
Men hvorfor er det så svært at vide, hvem man er?
For mit vedkommende er svaret indlysende. Fordi jeg aldrig rigtigt er blevet spurgt. Ingen har nogensinde rigtigt kendt mig. Ikke engang mig selv. Lige siden min tidlige barndom har ingen nogensinde givet sig tid til at spørge mig, hvem jeg egentlig er. Ingen har nogensinde for alvor fået øje på, hvilke ressourcer jeg har. I stedet blev jeg defineret; først af mine forældre, så af børnehaven, så af skolen og så på mit arbejde og nu også af samfundet. Jeg er aldrig blevet opfordret til at se indad. Aldrig opfordret til at få øje på mig selv. Heller aldrig mærket, hvad der skulle til for, at jeg kunne leve et meningsfuldt liv.
At opfylde andres forventninger
Der skulle gå over 40 år, inden jeg fik tid til at mærke efter. 40 år før jeg begyndte at finde ud af, hvem jeg i virkeligheden var. 40 år før jeg kunne begynde at sætte ord på, hvem jeg var, og hvad jeg stod for. Hvad er mine ressourcer? Og hvad er mine begrænsninger? 40 år med forkerte valg, med forkerte forventninger, med forkerte kærester, forkerte jobs og forkerte ambitioner.
Det er frygteligt spild af tid. Jeg har været så ulykkelig. I alle de år var det umuligt for mig at se meningen med det hele. Jeg kunne aldrig leve op til forventningerne. Men det tror da pokker, når det var alle andres forventninger, som jeg forsøgte at opfylde. Set i bakspejlet er det jo indlysende, at det vil mislykkes.
At lære sig selv at kende
Nu er jeg næsten 48 år. Jeg forsøger stadigvæk at finde mig selv og få øje på mine værdier og opdage, når de bliver overtrådt. Det er immervæk mange års indoktrinering af et forkert selvbillede, jeg skal gøre op med. Jeg er altid blevet opfattet som genert og lunefuld. Som mindre begavet, som psykisk udfordret, som doven, som arbejdssky, som hysterisk og alle mulige andre grimme ting.
Nu skal jeg til at se mig selv i et andet lys. Jeg skal til at se, at hvis jeg træffer nogle bedre valg for mig selv, så forandrer det sig. Hvis mine valg matcher den jeg er, så er jeg nøjagtigt lige værdifuld og ressourcestærk som alle andre. Det er møg svært! Det kræver mange kræfter at lære sig selv at kende og stå ved det. Bagefter skal man også handle derefter. Det er svært, når man ikke er så vant til det.
Vi har så travlt!
Husk pauserne!
Morten Albæk siger også, at vi er så dårlige til at vide, hvem vi er af én særlig grund. Nemlig at ”tid er ophøjet til Gud”. Vi skal nå en hel masse i en hujende fart. Du må være, hvem du er, og blive hvem du vil, bare du for pokker skynder dig med det. Vi skal nå en hel masse i folkeskolen, flere timer pr. dag mere læring ind i hovedet. Effektivisere undervisning og læring. Du skal skynde dig at finde ud af som 16-årig hvilken retning, du vil gå. Du skal jo vælge videregående uddannelse. Snart. Lige om lidt. Nu! Huhej hvor det går, men vi glemmer noget vigtigt; nemlig pauserne.
Jeg magter ikke at være effektiv
Livets pauser, hvor du stopper op og mærker efter uden at være effektiv et eneste øjeblik. Hvor du bare mærker og tager ind og vælger til og fra, ud fra hvilke værdier du har som menneske. Tag en par måneder her og der til bare at være menneske. Det er dog ilde set, og meget lidt effektivt, men pyt med det! Hvis du ikke gør det, så bliver dit liv bare én lang gang støj.
Det kan sammenlignes med musik. Hvis ikke der er pauser i musikken, så er musikken ikke musik. Så er det bare én lang tone af støj. Pauserne skaber rytme og meningsfuldhed i musikken og i livet, og det gør det til at holde ud. Det er først, når du sammensætter musikstykket af flere komponenter. Flere instrumenter, der i harmoni, pauser og rytmer, skaber noget meningsfuldt. Det rammer ind lige der, hvor livet kan mærkes, og det giver mening, så det basker!
Hvad skal du være, når du bliver stor?
Hvad, hvad, hvad???
Jeg kender én som ikke lige ved, hvad hun skal med sit liv. Hun er 24 år og går hjemme. Alle får så meget stress på hendes vegne. De spørger til hendes planer og til hendes fremtid, og hun svarer, at hun ikke lige er helt sikker. Hun har været en dygtig elev altid. Har taget studentereksamen med et meget højt snit og har bagefter brugt et par år til at hygge sig lidt. Hende og kæresten, som er tømrer med et godt og velbetalt job, har gået og renoveret deres nyindkøbte hus. De har fået en lille datter for tre år siden. Fornyelig har de lige fået en baby, og det er lige nu nok.
Men folk omkring dem er bange. Bekymrede for hvad hun dog skal blive til, og jeg tænker, ”så slap dog af”! Om du er på arbejdsmarkedet i 47 eller 45 år er nok ret lige gyldigt i det helt store perspektiv. Gid jeg selv havde haft tiden til at mærke ordentligt efter. Dengang jeg var 22 år, følte jeg mig så forbandet forkert og presset til at komme i gang med noget. Hvad som helst. For når du var studerende eller i job, så var du noget, og alle kunne ånde lettet op.
Autisten på job
Men hvad med autisten i uddannelsessystemet for den sags skyld? Det er ikke altid, det passer fantastisk godt sammen. Hvordan skal vi med vores anderledes hjerner og vores forsinkede udvikling. Vores sanseforstyrrelser. Vores lave stresstærskler. Vores sans for detaljer. Vores udfordringer med kommunikation, med forestillings- og mentaliseringsevnen. Og hvordan skulle vi med vores sociale vanskelligheder dog kunne finde en plads i de traditionelle uddannelses- og arbejdsmiljøer? Desuden trives vi oftest bedst i strukturerede og forudsigelige omgivelser. Med masser af støtte, hjælp og guidning, fordi vi har store udfordringer med de eksekutive funktioner.
Overarbejde – konstant!
De udfordringer gør, at det bliver overordentligt svært at overskue og planlægge tilgangen til en opgave eller en handling. Det sammenlagt med sanseforstyrrelser, sociale udfordringer og mit tilfælde også ansigtsblindhed, gør opgaven nærmest umulig. Selvfølgelig er jeg brudt sammen igen og igen i mit arbejdsliv og i mange andre sammenhænge. Det sker, når jeg ikke forstår, hvad det er der foregår omkring mig, og hvad der forventes. Ingen arbejdsgiver, lærer eller jobkonsulent kan forstå, hvor meget “oversættelse” der skal til. Hvor meget hjælp og guidning der skal til, for at vi ikke er på overarbejde hele tiden. Det kan være nærmest umuligt at forstå og sætte sig ind i for mennesker uden autisme.
Eksekutive funktioner
Mit overblik mangler
Jeg er altid nervøs for at fejle. For jeg fejler konstant, og jeg ved aldrig hvornår. Det nytter ikke for mig at få at vide, jeg bare skal spørge, hvis jeg er i tvivl om noget. Det gør jeg skam også. I langt de fleste tilfælde når jeg at fejle, uden at jeg overhovedet aner det. Jeg aner ikke, at jeg burde have været i tvivl og have stillet et opklarende spørgsmål.
Det er først, når jeg har fejlet og får det at vide, at jeg ved det. Men jeg har ikke et svar på, hvordan jeg skulle have gjort anderledes. Så kan det være, at jeg får en forklaring på, hvordan jeg i stedet for skulle have løst en opgave. Det prøver jeg at tage med mig. Lagre i hjernen så jeg kan bruge den erfaring senere, når jeg kommer ud for en lignende situation.
At bede om hjælp
Situationer er bare så forskellige og komplekse. Det er meget tit er sådan, at min oplagrede viden ikke passer specifikt ind i en ny opgave. Der er altid små nuancer, som gør den anderledes, og så kommer jeg til kort. Mine eksekutive funktioner er svækkede, så jeg kan ikke tænke mig frem til, at jeg skal spørge om hjælp. I mit hoved er jeg ved at løse en opgave, og jeg henter den erfaring, der er tættest på.
I langt de fleste tilfælde falder det mig overhovedet ikke ind at spørge om hjælp. Det er ikke en tanke, der dukker op i min bevidsthed. På den måde kan jeg virke som én, der bare vil selv og vil bestemme selv. Køre mit eget løb, men det er det ikke. Jeg forsøger at løse en opgave med mine lagrede informationer omkring lignende scenarier. Hvis jeg ikke støder på et konkret spørgsmål. Eller en udfordring som gør, at jeg ikke kan komme videre, så dukker den mulighed ikke op; at spørge.
Når jeg så får at vide, at noget jeg har lavet, er forkert, så går jeg i sort. For jeg aner overhovedet ikke, hvordan jeg ellers skulle have gjort. Jeg kan ikke lave en ny løsning selv. Der er absolut helt sort.
Følelsen af fiasko
At gøre forkert. At misforstå, at svare helt hen i vejret har alle dage været en kæmpe del af at være mig. Jeg har følt mig så latterlig og forkert, når jeg har været genstand for andres morskab. Jeg er så sindssygt bange for at falde igennem og blive til grin eller latterliggjort. Jeg bruger vanvittige ressourcer på at være ’rigtig’, så når det ikke lykkedes for mig, føles det som en fiasko. Det er én af de største udløsere af angst for mig. Jeg bryder mig ikke om at få breve, mails og opringninger. Jeg bryder mig ikke om, at nogen kommer forbi og ringer på min dør. Jeg oplever, at jeg ikke kan tænke så hurtigt som andre. Derfor kommer jeg til at svare uden at have tænkt mig godt om.
Jeg har altid været nervøs, hvis jeg har skulle aflevere en skriftlig opgave i skolen. Eller til mundtlig eksamen, for hvad havde jeg mon ikke forstået? Det samme i mit arbejdsliv. Hvis jeg skulle skrive en underretning på en elev i skolen. Eller hvis jeg blev valgt til at skrive referat til et møde, eller nu hvor jeg har mange skriftlige opgaver. Jeg sidder altid med en følelse af, at jeg tror, at jeg har gjort det, jeg er blevet bedt om. Mange gange er der dog noget, jeg ikke har forstået.
Man bliver så træt
Det er en kæmpe lettelse, når jeg har gjort det, der var forventet af mig. Når jeg ikke har, er jeg godt klar over, at der venter mig et kæmpe stykke arbejde. Jeg skal til at forstå, finde mening og få lagret den nye viden til senere brug. Det kan være en voldsomt svær opgave, som jeg skal bruge mange kræfter på.
Der kan være mange andre udfordringer, som er forskellige fra menneske til menneske, og situation til situation. Faktum er dog, at det overvejende er meget svært for mennesker med autisme at gebærde sig i relation til andre. Først i børnehaven, så skolen og senere på et job og i andre sociale sammenhænge for den sags skyld.
Når kasserne ikke passer
Der kan naturligvis være forskellige grader af menneskers vanskeligheder. Dog tror jeg, at ovenstående er virkeligheden for rigtigt mange autistiske mennesker.
For mig giver det god mening, at mange autistiske børn har skolevægring. At mange unge ikke får en videregående uddannelse og dermed ikke får de bedste betingelser på arbejdsmarkedet. Det giver også god mening, at os der er diagnosticeret som voksne, oftest får den på grund af stresssymptomer. Man når et punkt, hvor man slet ikke føler, at man kan fungere og ikke passer ind. Hverken på arbejde, privat eller noget andet sted.
Alt det giver så god mening. Og det gør det, fordi de kasser samfundet er bygget op af, ikke passer til os. Kasserne er ikke tilpassede forskellige menneskers behov. De er tilpassede de værdier for kapitalisme og vækst, som er blevet vores verdens mest hellige mål. Det mål er vi alle indoktrineret med fra barnsben; nemlig at det du yder og det, du kan, er det, der definerer din værdi som menneske. Samt at det mest hellige mål er at få, lære og opnå meget som muligt på kortest mulig tid. Dybest set har vi sat økonomisk vækst på førstepladsen over menneskelig vækst.
Vi er jo bare mennesker
– og vi har primitive hjerner
Vi glemmer, at vi jo også stadig bare er mennesker. Vi har stadig indkodede overlevelsesmekanismer, indre drifter og instinkter, som vi overhovedet ikke er herre over. Vi gør dog, hvad vi kan for at overdøve dem. Vi skal stadig overleve og finde føde. Vi skal formere os og tage os af vores afkom ligesom alle andre skabninger på vores jord. På det punkt er vi ikke ophøjede over alle andre levende væsner. Tværtimod. Men i min optik er det faktisk alle de primitive menneskelige og dyriske egenskaber, som vi kommer i karambolage med. I vores moderne verden er der ikke plads til reptilhjerner!
Vi vil så gerne kunne kontrollere alt, men det kan vi ikke. Vi vil så gerne, at vi kan overdøve vores instinkter. F.eks. det instinkt at tage os af vores egne afkom. Derfor får vi det gjort acceptabelt, at vi overlader vores helt børn hos fremmede mennesker. Vi efterlader helt naturligt børn helt ned til fem måneder gamle i en institution i 8-10 timer hver dag. Vi undertrykker vores forplantningsdrift. Det er nemlig mest praktisk i vore dage, at vi først får en karriere, inden vi får børn. Nogle ender med slet ikke at kunne få nogle, fordi de er blevet for gamle. Og sådan er der mange eksempler. Vi har fået skabt en moderne verden, som ærlig talt ikke passer ret godt sammen med det at være menneske.
Utopia
– det perfekte samfund
Et ord, opfundet af Thomas More. Betegnelsen for ’et perfekt samfund’, men også betegnelsen for et samfund, der rent faktisk slet ikke eksisterer.
Man kan drømme om dette samfund og have en forestilling om, at det ville være svaret på alt godt. Det perfekte samfund. Det man bør stræbe efter, men som sandsynligvis alligevel ikke kan opnås i realiteten.
Jeg tænker også, at idéen om et samfund, hvor alle mennesker er lige er – handicappet eller ej. En verden hvor ingen nogensinde bliver stressede, trådt på eller får deres menneskelige værdier knust er et Utopia.
Men jeg kunne ønske, at vi som mennesker kunne opnå at have meget mere forståelse. Mere medmenneskelighed og kærlighed til hinanden overalt, hvor vi bevæger os.
Platonisk kærlighed
Hvis du er leder, har du faktisk et ansvar for at sikre, at dine medarbejdere trives. Det kan du dog kun sikre, hvis dine ansatte er ærlige omkring, hvem de er. De må være ærlige omkring deres ressourcer og begrænsninger.
Morten Albæk siger, at man som leder bør kunne føle platonisk kærlighed til sine ansatte. Kan du det, vil det også være et mål for dig, at din medarbejder ikke fortryder sin ansættelse hos dig. At vedkommende ikke ligger på sit dødsleje og forbander det hele langt væk. Har du platonisk kærlighed, vil du gøre, hvad du kan for at din medarbejder har et godt og meningsfuldt liv. Ikke kun på arbejdet men også privat.
Som leder skal du også være tydelig omkring, hvad du vægter i et ansættelsesforhold. Det nytter ikke noget, at du siger, at du går ind for åbenhed og samarbejde, hvis det ikke er sandt. Hvis du i bund og grund hellere vil have magten og bestemme, for så holder det ikke en meter. Det ender med at blive utroværdigt, meningsløst og skabe uro og utilfredshed. Det er meget bedre, at du er ærlig og fortæller, hvilken leder du er. For så kan din arbejdsplads blive valgt til og fra af de rigtige mennesker.
Du har selv ansvar
Som arbejdstager har du samme ansvar. Vær ærlig om dig selv både på godt og ondt. På den måde finder du nemmere et meningsfuldt job, der passer lige til dig.
Det gælder også for os med autisme – og alle andre med funktionsnedsættelser. Vi skal også øve os i at mærke efter, hvem vi er, før vi definerer, hvad vi kan. Vi skal finde frem til vores kompetencer og vores begrænsninger. Vi skal kende vores værdier og hvad der ville give os et meningsfuldt liv. Vi skal ikke passe ind i andre kasser, end dem vi kan være i. De skal ikke stramme eller gøre os forkrøblede og syge.
Jeg er heldig
For jeg har et privatliv der harmonerer med mit arbejde. Der er ikke noget der strammer eller gør mig ulykkelig i det arbejde, jeg har nu. Det kan jeg takke mig selv for! Det har jeg nemlig kun, fordi jeg har været ærlig om mine behov og mine begrænsninger. Samtidigt har jeg også turde at sige højt, hvad jeg er god til. Det sidste var lidt en overvindelse, for det højner jo også forventningerne. Og hvad nu hvis jeg ikke slet ikke var så god, som jeg troede? Men det handler vist mest om et lidt skrantende selvværd, og det er en helt anden historie.
Jeg er også heldig, fordi jeg har en chef som har lyttet til mig. Hun har også haft mig på sinde i sine overvejelser omkring at ansætte mig. Hun har også turde at sige højt, hvad der er hendes behov og begrænsninger, og hvad der er hendes kompetencer. Det bliver på en måde så dejligt ukompliceret at arbejde sådan et sted. For selvom det er hendes virksomhed, så gør det os ligeværdige på det menneskelige plan.
Det bedste er dog, at jeg ved, at jeg udfylder en vigtig opgave. Hvis ikke jeg var der, ville jeg mangle. Hvis ikke jeg udførte det arbejde, jeg er ansat til, så ville det ikke blive gjort. Det giver en vidunderlig følelse af værdifuldhed og uundværlighed. Følelser som jeg virkelig meget sjældent har følt i mit arbejdsliv.
Tak!